Når litteratur er smuk, men gør ondt

Kevin Vennemann: Nær Jedenew

Kevin Vennemann: “Nær Jedenew” er en af de helt store oplevelser – Lille bog af format men det snyder..Det er stor kunst og langsom læsning.

Om en jødisk families udslettelse under 2. verdenskrig, fortalt af et par tvillingepiger. Meget smukt og utrolig sørgeligt.

På mange måder er der altid noget utrolig skræmmende ved bøger og forfattere, der formår at beskrive de mest grufulde ting på smuk en måde. Men Vennemann skriver, så man nogle gange må lægge bogen fra sig, så ondt gør det!

Læs mere

Antal kommentarer (0)

Kitsch

Min lille last

Vi har vel alle en eller anden lille last, som ikke rigtig kan forenes med den stil som man gennem mange år har forsøgt at tillægge sig. Min last er operette.

Jeg er altså bare vild med det! Jeg er fuldstændig ligeglad med, at det ikke hører til i det gode selskab, hvis man er en seriøs musikkender. Min familie er heller ikke vild med det, så jeg hører det i bilen…

Læs mere

Antal kommentarer (0)

Langsom men smuk læsning

På mit natbord ligger den italienske forfatter Claudio Magris nye roman ”I blinde”. Fantastisk flot skrevet roman, men en bog som skal læses i små bidder. Det er en fortælling om grusomhed og ugerninger ofte skabt i forskellige ideologiers navn op gennem menneskehedens nyere historie. Et kapitel om dagen er, hvad jeg kan kapere og nyde.

Læs mere

Antal kommentarer (0)

Altings bedrøvelighed

Er lige blevet færdig med Dimitri Verhulst: “Altings bedrøvelighed”.
Den er skrevet i den for tiden så populære genre erindringsroman (her er der vist nok også tale om en Knud Romer-agtig omgang med sandheden).

Det er en rå erindringsroman eller måske snarere en samling fortællinger om drengen Dimitri, der vokser op i luset fattigdom mellem drukkenbolte, plattenslagere og sociale analfabeter.

Læs mere

Antal kommentarer (0)

Jeg nåede i land – trods alt

Rolf Lappert: “Svømme hjem” har fået rigtig gode anmeldelser forskellige steder, så jeg gik optimistisk i gang!

Men den greb mig aldrig rigtig – den var smukt skrevet, men hovedpersonen lod mig kold – ja faktisk blev jeg noget træt at al den selvynk – tog mig selv i flere gange at sige ”så tag dig dog sammen, menneske” til hovedpersonen. Er flere steder blevet sammenlignet med John Irving og det er nok rigtigt – ham har jeg heller aldrig rigtig kunnet blive betaget af. Der er den samme langsommelighed over fortællemåden.

Læs mere

Antal kommentarer (0)

Ikke et ord mere om VM

Jeg er ny i fodboldfan-branchen, så jeg ved ikke så meget om fagudtryk og for at være helt ærlig har jeg endnu ikke set en hel fodboldkamp. Men hvis Tyskland kommer i finalen, så gør jeg det!

De der endnu ikke har overgivet sig til fodbold på tv, kan så nyde denne fantastiske lille bog af Friedrich Christian Delius: “Den søndag jeg blev verdensmester” om den 4. juli 1954, hvor Tyskland vinder over Ungarn og bliver verdensmestre.

Læs mere

Antal kommentarer (0)