Hvad finder du på arkivet

Odsherred Lokalarkiv indsamler, registrerer og opbevarer skriftlige og fotografiske vidnesbyrd om det liv, der gennem tiderne er blevet levet i det område, som i dag ligger indenfor Odsherred kommunes grænser.
Indsamlingen sker dels for, at disse dokumenter (papirer, billeder, film m.m.) kan bevares for vores efterkommere. Dels for at de kan stilles til rådighed for borgere og gæster i nutidens Odsherred.
Odsherred Lokalarkiv er dannet ved sammenlægning af Nykøbing-Rørvig Lokalhistoriske Arkiv (stiftet 1966), Dragsholm Lokalarkiv (stiftet 1974) og Trundholm Lokalhistoriske Arkiv (stiftet 1977). Da disse arkiver har arbejdet med indsamling af materialer gennem mange år, råder Odsherred Lokalarkiv altså over en anselig samling af lokalhistorisk kildemateriale til belysning af Odsherreds historie.
Odsherred Lokalarkiv formidler områdets historie til kommunens borgere og besøgende. Det sker gennem adgang til vores samlinger, besvarelse af forespørgsler m.v. I arkivets materialer ligger byggestene til den lokale identitet og samfundsudvikling.
Arkivets samlinger kan opdeles i 4 grupper:
● En samling af lokalhistorisk litteratur. Bøgerne på arkiverne er til brug på stedet - og kan derfor ikke lånes. Nogle bøger findes også i bibliotekets udlånssamling - i andre tilfælde kan vi i begrænset omfang kopiere siderne med de ønskede oplysninger. Vi har også en del lokale aviser mange år tilbage - disse kan efter ønske findes frem. Spørg personalet.
● En samling af forskellige redskaber til brug for slægtsforskere. Det vil sige kirkebøger, folketællinger m.m.
● En samling af arkivalier - dvs. breve, dokumenter, beslutningsprotokoller og regnskaber m.m. fra private, foreninger og virksomheder. Ikke alle disse er offentligt tilgængelige. For at beskytte følsomme personoplysninger kan de være utilgængelige i en årrække. Spørg personalet, hvis I ønsker at se nogle af vore arkivalier.
● En samling af gamle og nyere fotografier/postkort, film, video og lydoptagelser. Vi låner ikke billeder ud - men vi tilbyder fotokopiering/scanning af billeder i god kvalitet. Vi er i gang med at digitalisere vores film og lydoptagelse - så vi på et tidspunkt kan tilbyde kopier af disse kilder. En del filmklip kan opleves på vores kanal på Youtube.com.
En stor del af vores arkivaliesamling er søgbar i Danmarks nationale privatarkivdatabase, www.danpa.dk
Odsherred Lokalarkivs samlinger er spredt på 3 adresser – nemlig på de tre biblioteker i Asnæs, Vig og Nykøbing. Arkivbetjening kan finde sted alle 3 steder – dog skal materialer måske bringes fra en afdeling til en anden.
Odsherred Lokalarkiv er en del af Odsherred Bibliotek. Lokalarkivets arbejde med indsamling, registrering og formidling af arkivalier sker i henhold til Arkivloven (og det arkiv-etiske regelsæt, som er udarbejdet af Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA)).
Det daglige arbejde på Odsherred Lokalarkiv varetages af to bibliotekarer med speciale i lokalarkiv-arbejde. Derudover kan der på arkivet i vekslende perioder være ansat en eller flere arkivassistenter. Disse assisterer med realiseringen af større projekter såsom scanning af arkivets foto-samling, digitalisering af vores lyd- og filmoptagelser m.m.
Odsherrred Lokalarkivs "kundekreds" er meget forskelligartet. Den består af:
slægtsforskere
almindeligt lokalhistorisk interesserede
offentlige instanser - f.eks. benyttede de gamle amter i vid udstrækning lokalarkiverne i forbindelse med kortlægning af forurenede grunde. Omvendt benytter ejere af muligvis forurenede grunde også arkivernes samlinger til at sandsynliggøre, at der f.eks. ikke har været benzinstation på ejendommen.
Ejendomsejere/-købere, som bare gerne vil vide noget om deres ejendoms historie. Andre vil måske med hjælp fra arkivets billedsamling, tegninger på arkivet m.m. føre ejendommen tilbage til dens "oprindelige" udseende.
forskere - både amatører og professionelle - som er i gang med studier af forskellige emner, der kan belyses af oplysninger fra lokalarkivet.
forfattere, forlag, udgivere. Det er ikke så få gange, Arkivet har leveret stof og/eller billeder til artikler i tidsskrifter og bøger.
pressen - både aviser og tv-stationer henter jævnligt både baggrundsstof og billeder/filmklip til artikler/indslag på lokalarkivet
De lokalhistoriske foreninger er uvurderlige som mellemled mellem arkivet og potentielle brugere / givere af materialer til arkivet. Odsherred Lokalarkiv samarbejder derfor naturligvis med egnens lokalhistoriske foreninger: Dragsholm Lokalhistoriske Forening, Trundholm Lokalhistoriske Forening og Historisk Selskab for Nykøbing Sjælland.
Søg i biblioteksbasen
