Nattog til Lissabon

Det var en VIDUNDERLIG bog – nogle gange tvang jeg mig ligefrem til at lægge den væk, bare for at den skulle vare lidt længere. Det er helt klart en bog jeg må læse igen (helst på originalsprog for at undgå de sproglige fejl i oversættelsen, som var et irritationsmoment). Det er en bog jeg vil eje, så jeg kan lave æselører og lignende i den.

Nu hvor jeg har fået bogen lidt på afstand og prøver at sætte ord på min oplevelse af bogen, bliver det pludseligt svært. For hvad er det, der gør en bog til en vidunderlig oplevelse?

Det var ikke så meget de filosofiske spørgsmål, som bogen tager fat på og jeg deler bestemt heller ikke hovedpersonens fasination af den portugiske læge Amadeo Prado, som giver disse spørgsmål ord og sprog – på en for mig noget patetisk måde. Nej det er nok nærmere hovedpersonen Raimund Gregorius og hans kærlighed til sprog som vækker genklang hos mig. Der opstod en genkendelighed i mig. For hver side var det nærmest som at læse om sider af sig selv.

Desuden genvakte det den vidunderlige drøm, som alle nok har om en dag at gøre noget, der virker fuldstændig meningsløst, som at blive siddende i toget uden at stå af ved bestemmelsesstedet, bare fortsætte ud i det uvisse og forlade alt det kendte og trygge.

Tilbage

Antal kommentarer (0)