Smukt, mørkt og uden håb

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden

I Ceausescus Rumænien hørte magtmisbrug og korruption til dagligdagen. Det var helt almindeligt at man gentagne gange skulle betale med naturalier for at få en udrejsetilladelse igennem. Således oplever familien Windisch – far, mor og datteren Amalie – som tilhører det tyske mindretal og ønsker at rejse til det attråede men fjerne Vesttyskland, at deres papirer flere gange bliver væk, men dukker op, når der leveres mere mel, glas og ikke mindst seksuelle ydelser fra den unge datter.
Der er i fortællingen tre tider – Nutiden, den ventetid, der strækker sig over år og efterlader familien i en slags vakuum. Fortiden, med krigen og de russiske fangelejre.. Og så den vage fremtid. Der er klare paralleller mellem udnyttelsen i dag og udnyttelsen dengang: Moderen spredte ben for at overleve, på samme måde som datteren nu må sprede ben for præsten og politibetjenten. Alle ved det, ser væk og husker alligevel – ydmyget, men i live! Disse tider slynger sig ind i hinanden og parallellerne mellem fortid og nutid sætter et dystert perspektiv op.

Herta Müller fortæller i et poetisk sprog og danner billeder, der bugter og forvandler sig gennem bogens korte sætninger og kapitler. I denne ophobning af billeder, der er betagende og rystende, sker det, at man må give fortabt og måske ikke helt forstår – men det tungsindige og til tider klaustrofobiske univers bliver hængende - her er ingen formildende humor, intet håb. Det gør næsten ondt, at det er skrevet så smukt.  
 

Tilbage

Antal kommentarer (0)