Trodsalderen er aflyst!

Det forhindrer dog ikke min datter på 1½ år i at skrige så tårerne sprøjter fordi hun selv vil tage tøj på. Nu er gode råd dyre...

Nu til dags kalder man det for selvstændighedsalderen, men at man har givet det et pænere navn gør det ikke lettere at håndtere.
Enhver der har stået i min situation ved hvad jeg taler om - og DIG som sidder og smiler smørret og tænker at jeg skal tage mig en tudekiks - bare vent - turen kommer også til dig og så vil du opdage at et lille barn kan have en STOR vilje.

Trodsalderen - nå nej! Selvstændighedsalderen blev kickstartet i lørdags hvor min datter var slemt utilfreds med at jeg ville klæde hende på. Vi havde god tid så jeg lod hende prøve selv - det lykkedes hende næsten af få bukserne på, men desværre endte begge ben i det samme bukseben. Da hun 10 minutter senere lod sig distrahere af den store gule labrador som også bor i mit hjem benyttede jeg lejligheden til at klæde hende hurtigt på. Så langt så godt.
Det råd jeg fandt på nettet om at aflede opmærksomheden virker altså.

Men hvad gør man så når man overhovedet ikke forstår hvad det er barnet er sur over?
Hvad gør man når afledning ikke er muligt?
Og vil min stakkels datter blive skadet for livet, fordi der i går aftes undslap mig en ufrivillig, nervøs fnisen fordi hun flippede ud over at hun ikke selv kunne kravle op på gyngen?

Det er djævelsk gode spørgsmål. Indtil videre har jeg søgt tilflugt i bøgernes verden. Forhåbentlig kan "Ka' selv - vil selv" og "Hallo - er der hul igennem"  kaste lidt lys over sagen, men i mellemtiden jeg modtager gerne sympatitilkendegivelser og gode råd fra ligesindede ;-)

Tilbage

Antal kommentarer (0)