Det er ikke tit en roman kan afføde en timelang heftig diskussion om store emner som kærlighed, parforholdets værdi, økonomi, kreativitet, parallelle verdener, magi, meningen med livet. Især ikke når næsten alle medlemmer af læsekredsen i løbet af de første 5 minutter havde meldt ud, at de næsten ikke kunne komme gennem bogen.
Det var en pragtfuld aften!

 

Jeg indrømmer gerne, at det er en roman uden det store plot til at drive læsningen frem. Så drivet skal komme, fordi man kan lide hendes skrivestil eller fordi man er glad for de filosofiske tanker og teorier om udødelighed og parallelle verdener. 

 

Personligt begik jeg endnu en gang den fejl, at jeg havde forventninger til romanen, som den ikke havde tænkt sig at opfylde. Forventninger om, at den skulle ligne den fantastiske science fiction ”Mr Y’s forbandelser”, som var Scarlett Thomas første roman. ”Vores tragiske univers” er ikke en science fiction. Selv om på en måde den hele tiden spillede på mine forventninger om, at Meg skulle springe i et parallel univers, som der hele tiden tales om. En lille del af mig argumenterer stadig for at der et eller andet sted i bogen alligevel antydes at det parallelle univers alligevel er til, så hvem ved...?   

Scarlet Thomas har denne gang skrevet en bog i meget britisk stil om Meg, der er i slutningen af trediverne og bor i en sydengelsk kystby. Hun arbejder på en roman, som ikke rigtig vil tage form. Imens lever hun af at skrive skematiseret genrelitteratur under pseudonym og som ghostwriter. Hun lever et i et trist og kærlighedsløst parforhold, hvor hun trækker læsset både praktisk og økonomisk. Hun lader dagene gå, mens hun går lange ture med sin hund, drømmer om en ældre mand, hun har mødt og fører lange, dybe samtaler med sine venner. Måske er Megs største fejl, at hun ikke er god til at træffe valg i sit liv.