Henriette anbefaler

Af Anna
20.10.20
Bibliotekar Henriette anbefaler gode børnebøger.

Familien Langfinger bøgerne

Sjove højtlæsningsbøger om den løgnagtige tyvefamilie Langfinger, som har problemer med den ærlige søn Ture og naboen som er betjent. Kapitlerne er ret korte, så de kan nås en travl aften, eller børnene kan føle sig forkælede med flere kapitler. For 4-8 år.

 

Sådan overlever du livet: 100 gode råd til teenagere om alt fra alkohol, neuroser og forældre til sex, selfies og kærlighed.

En rigtig sjov og temmelig frimodig guide til teenagelivet som også med morskab kan læses af forældrene. Fra 15 år.

 

Hvordan føles sex?: og 99 andre spørgsmål fra børn om krop og seksualitet

En overskuelig, kortfattet bog med svar på en masse spørgsmål for det nysgerrige barn. Fra 10 år

 

De fremmede (Haddix)

Vildt spændende historie om Greystone-børnene hvis mor forsvinder ind i en parallel verden. Hun efterlader en hemmelig kode, som er virkelig svær at knække. Fra 12 år

 

Vitello-bøgerne

Om drengen Vitello som bor ved Ringvejen og ofte spiser pasta med riveost. Stakkels Vitello laver altid ballade, selvom det slet ikke er hans mening. Det er stærkt underholdende for både børn og voksne. Fra 5 år.

 

Vi ændrer verden: 30 historier om modige børn

Virkelig spændende bog om børn som har gjort en kæmpe forskel. Om bl.a. Louis Braille som opfandt blindeskriften, Severn Cullis-Suzuk som talte ved FN's første klimatopmøde og Tilly Smith som reddede hundrede menneskers liv ved tsunamien i Thailand. Kapitlerne er ikke så lange, og bogen kan selvlæses fra ca. 10 år.

 

Sneenglen

Smuk, rimet billedbog om sneenglen, der leder efter et sted at høre til og finder det rette hjem hos to børn, der glædes over sneen, hun spreder. For 3-6-årige