Logo for festivalen bestående af en fugl med bogvinger.

Læsefestival for 0-3-årige: ÆlleBælleMAJFortælle er tilbage!

20.03.23
For tredje år i træk afholdes læsefestivalen ÆlleBælleMAJFortælle. I uge 19 og 20 vil BOK være spækket med oplæsninger, koncerter og andre sjove oplevelser for de 0-3-årige, deres forældre og dagtilbud.

Morgenoplæsninger med dans og rytmik? Barselskoncert med en kunstfrø? Eller hvad med kreaværksted, hvor man kan lave sine egne instrumenter? Det er bare noget af det, der er på programmet, når ÆlleBælleMAJFortælle igen i år løber af stablen fuld af lærerig underholdning for de mindste.

I uge 19 og 20 kan dagplejere, vuggestuer, hjemmepassere og familier vælge blandt en række arrangementer, som på forskellig vis har til formål at introducere 0-3-årige for litteratur i alle sine former - som fortællinger, rim, remser, musiktekster, illustrationer, teater lydbøger og selvfølgelig den gode, gammeldags bog.

Arrangementerne er fordelt ud på alle biblioteksfilialer i Odsherred og vil være centreret om musik og rytmik som tema. 

Gratis bog om larmende Louis

For i år er ÆlleBælleMAJFortælle nemlig bygget op om børnebogen 'Louis Larmer', som er udviklet specielt til festivalen. I bogen møder man Louis, der så gerne vil spille på tromme, selvom det ikke altid passer hans familie med alt den larm.

Bogen er smukt illustrere af Signe Gabriel og fortalt af Oliver Zahle, der blandt andet er forfatter og instruktør. Bogen uddeles gratis til alle børn i alderen 0-3 år i hele Odsherred. 

Styrker forholdet til litteratur hos de små

Som læsefestival er ÆlleBælleMAJFortælle skabt på tværs af børnebibliotekerne i Odsherred, Slagelse, Kalundborg, Lejre og Sorø under navnet VestLÆSland. Det er tredje år i træk, at festivalen afholdes med målet om, at alle 0-3-årige i regionen introduceres til litteratur i alle sine former. 

Undersøgelser viser nemlig, at en tidlig indsats på læseområdet kan have stor betydning for barnets udvikling samt fysiske og psykiske sundhed. Desuden har højtlæsning en række gevinster som ro, koncentration og fællesskab. 

Tilmelding

Alle festivalens arrangementer kan findes på BOK's hjemmeside under 'Det sker', hvor tilmelding også foregår. Programmet er desuden vedhæftet i pdf'en nedenfor.