Sprogfitness: leg med ord og krop

Af Anna
04.05.20
Hvert år i maj inviterer mange af landets folkebiblioteker de ældste børnehavebørn og børnehaveklasserne til Sprogfitness. Her får vi brugt både kroppen og sproget ved at lege en masse lege. I år skulle vi alle mødes 7.maj, men her er der på grund af Corona stadigt lukket på alle landets folkebiblioteker. Men fortvivl ej! I kan nemlig sagtens selv styrke sproget og lege med ord og krop derhjemme!

Sprogfitness er udviklet for at styrke og udvikle børns sprog gennem bevægelse. Den årlige event er udsprunget af udviklingsprojektet "Sprogfitness" fra 2013, som blev støttet af Kulturstyrelsen. Sidste år var vi for første gang med i Odsherred og I kan trygt regne med at vi er med igen i 2021, det er nemlig både sjovt og lærerigt – lige som vi kan li’ det på børnebibliotekerne.

Dit barn lærer sproget af dig

Du er dit barns helt centrale sproglige rollemodel, fordi du er en af dem dit barn har de tætteste følelsesmæssige relationer tiI. Du og dit barn er sammen mange timer døgnet, og I taler sammen i mange forskellige situationer hver dag. Dit barn lærer sig det sprog, som de voksne omkring dem anvender. I jeres familie har I både et ordforråd og nogle faste vendinger, der kendetegner netop jeres families sprog. Men I kan også styrke sproget gennem leg. Det er sjovt at lege med sproget, og så bliver man klog af det.

Sprogstrategi – det lyder sværere end det er

For at understøtte dit barns sprog optimalt fra fødsel til det når skolealderen, er det godt at kende til en god og understøttende sprogstrategi. Det lyder vældigt teknisk, men det er det faktisk slet ikke. Det er aldrig for sent at gå i gang for sprogstrategien er faktisk god at kunne hele livet. Fredensborg Kommune har lavet en fin film, som forklarer det meget fint, og som vi gerne vil dele med jer. Se videoen her.

Sammensatte ord – nemt at lege med derhjemme

En af de lege vi ville have leget med jeres børn den 7.maj var heksegryden. I Heksegryden er en masse sammensatte ord røget ned i heksens gryde! Rør i gryden og fisk de mange ord og billeder op igen og se hvor mange nye ord I kan lave. Måske fisker I både ordet kage og billedet af en mand op – hvad mon det kan blive for et ord?

Sprogkalenderen: sproglege serveret på et sølvfad

På siden Sprogkalenderen er der hver uge en ny sprogleg. Og man kan selvfølgelig se alle de andre uger også. I uge 18 er ugens ord ”overrasket”. Se på billedet sammen og lad som I bliver overrasket ligesom pigen på billedet. I kan for eksempel udbryde ”en dør!” eller ”en madkasse!” eller ”Pia!”

Vi savner at lege med jer på børnebiblioteket, så hvis I har lyst kunne det være super hyggeligt at få en hilsen fra jer på mail – måske hvor I leger en sprogfitnessleg?! Find mange flere lege og god inspiration på Sprogsporet, hvor du kan oprette dig kvit og frit.

Vi glæder os til sprogfitness med alle børn i børnehavernes skolegrupper og alle skoleres 0.klasser i 2021.