September måneds forfatterfokus er rettet mod Jesper Wung-Sung. Jesper startede sin debut i 1998 med at vinde Bogforums debutant pris for novellesamlingen ’To ryk og en aflevering’ og det er meget sigende for hans forfatterskab. For her har vi fat i en af de ’tunge drenge’. Jesper blev født på Ærø i 1971. Det kinesiske efternavn har han fra sin oldefar, hvis historie man kan læse i bogen ’En anden gren’ som Jesper vandt De gyldne Laurbær for i 2017. Men i denne artikel vil vi sætte spot på hans børnebøger og naturligvis også hvem han er som forfatter. For om end hans bøger til voksne er fantastiske og bliver præmieret, så er hans børne- og ungdomsbøger absolut af lige så høj kvalitet og han er regnet for en af de bedste forfattere vi har i Danmark pt. En liga han aldrig selv havde forestillet sig at være i og han føler sig, jf. et interview i 2018, slet ikke hjemme i den kategori men vil anstrenge sig for at leve op til det. Vi synes her i børnebiblioteket at han i den grad hører hjemme der.