Kaptajnen og Ann Barbara af Ida Jessen

24.03.21
Bibliotekar Anette holder af den store fortælling og en god krimi

I 1753 ankommer kaptajn Ludvig von Kahlen til heden. Fra kongen har han fået tilladelse til at opdyrke så meget jord som han lyster. Heden er fuldstændig øde, og tanken om at bo der er utænkelig. Von Kahlen får bygget et hus og begynder at bekæmpe lyngen. En kamp der bliver svær at vinde. Vinden tuder og ulvene hærger.. Der er lagt op til en ægte jysk western! Von Kahlen er også landmåler og har lovet kongen at få lavet kort over heden, og støder i den forbindelse sammen med herremanden fra Hald, Schinkel, en bondeplager af guds nåde. Hans hovbønder hader ham, og en dag flygter køkkenpigen Ann Barbara..


Ida Jessen fortæller så man kan smage, dufte og føle hvordan livet i 1750’erne former sig. Med sit fine sprog præsenterer hun både bønder, tatere og embedsmænd. Bogen er fortalt på en lidt ”gammeldags” måde – nærmest som en saga. Der bliver ikke psykologiseret – man er ikke inde i hovederne på personerne, men ser dem udelukkende udefra, og kan kun bedømme dem på deres handlinger.
Kaptajnen og Ann Barbara er en af de bøger jeg ville ønske at jeg havde til gode! Eller at der i det mindste ville komme en 2’er. 


Ps: Kaptajnen og Schinkel har levet. Huset ”Kongenshus” findes ikke længere, men der er lavet en mindepark.