Pigen fra det store hvide skib af Mich Vraa og Jesper Bugge Kold

31.08.21
Bibliotekar Anette holder af den store fortælling og en god krimi

Rammen for denne roman er hospitalsskibet ”Jutlandia” som Kim Larsen har gjort udødeligt i sin sang. Faktisk har Kim Larsen fiflet lidt, når han skriver at ”det var i 1949 eller ca. der omkring..” for skibet sejler første gang i 1951 hvor sygeplejersken Molly er med.  
Men romanen starter allerede i 1945, hvor Molly er en af de piger der bliver udsat for selvretfærdiges hævn, da hun bliver tævet, klippet og voldtaget af ”modstandsfolk” – de sidste dages hellige, der vil vise hende hvordan tyskerpiger skal behandles. Efter overgrebet flygter Molly fra Odense, og har de næste år svært ved at finde fodfæste, og tager det som en udstrakt hånd da der søges personale til Jutlandia. Molly kommer gennem nåleøjet, og får en stilling som operationssygeplejerske på skibet.
Sideløbende med historien om Molly og Jutlandias vej fra DK til Korea hører vi historien om pigen Yun fra Nordkorea der flygter mod havnebyen Pusan i syd hvor hendes kusine bor. Yuns landsby bliver afbrændt og Yun drager gennem krigens helvede for at ende i Pusan hvor hun finder ud af at hendes kusine er blevet prostitureret. 
Jutlandia ankommer til Pusan i Korea og Molly og en anden sygeplejerske finder Yun forkommen på gaden, og de insisterer på at hun skal behandles på skibet. Det er imod hensigterne – skibet er kun beregnet til amerikanske soldater, men pigerne får sat en bevægelse i gang, og får Røde Kors-organisationen til at bakke op om at de lokale også skal nyde godt af faciliteterne når der er kapacitet til det.


Undervejs i bogen er der også en kærlighedsfortælling, og uden at det bliver ”lægeromanen” er denne med til at holde Mollys mod oppe når det bliver for svært. 
Bogen er et rigtigt fint eksempel på at en dramadokumentarisk historie kan blive en fin roman, som gør at man får lyst til at dykke ned i historien og læse mere.