Jannie anbefaler

#seetmord af Gretchen McNeil

21.06.21
Børnebibliotekar Jannie holder af at læse gys, fantasy, skæve biografier og true crime

Dette er en ungdomsbog, der gemmer sig på voksenhylden, men det gør den nu ikke dårligere.
Dee på 17 år vågner op på Alcatraz 2.0 dømt for mord. På Alcatraz 2.0 er ansat seriemordere til at slå de dømte ihjel, samtidig med at folk udenfor kan se med og chatte på en app om det de ser. Og det gør de begejstret.
Bogen veksler mellem Dees oplevelser og disse chats og det fungerer ret godt. Der er masser af aktion og samtidig ruller et mysterium og et gammelt traume sig ud.
Så det er en bog der hurtigt er læst, fordi man drives hurtigt frem gennem historien.
Det er en af den type bøger, hvor jeg bagefter siger ’det der det kunne blive en film’ For den vil være oplagt som ungdomsgyser. Jeg fik i hvert fald flash backs til både Hunger games og filmen Nerve. Så trænger man til en let sommerlæsning med mord og blodige passager, hvor man ikke keder sig så er her et rigtig godt bud.