Logo for garnfest i Odsherred

Biblioteket søger deltagere til Garnfest den 3. oktober

Af Nete
06.07.21
Kalder alle nørklere, strikkeinteresserede og håndarbejdeeksperter! Odsherred Bibliotek planlægger sammen med en række lokale garnbutikker en GARNFEST, som skal løbe af stablen søndag den 3. oktober i Aksen. På dagen fejrer vi alt, der har med garn at gøre – fra strikning til hækling over filtning, og meget, meget mere. Og du eller din butik kan være med.

I Odsherred er der rigtig mange, som arbejder med garn både professionelt og som hobby. Dem vil vi gerne bringe sammen til Garnfesten gennem workshops, boder hvor de handlende viser deres produkter frem, en GarnCafé hvor man kan få hjælp af dygtige håndarbejdsfolk og relevante foredrag.

Biblioteket har fået hjælp af en lille gruppe af lokale garnbutikker, til at forberede en invitation og til at finde frem til alle jer der sælger garn. Den lille gruppe består af Salka Valka, Tibi-garn og Butikken på Højen.

Derfor håber vi selvfølgelig, at du allerede nu sætter et stort kryds i kalenderen søndag den 3. oktober, hvis du har lyst til at lægge vejen forbi og blive inspireret og møde andre garninteresserede fra lokalområdet.

Vil du være frivillig eller deltage med din virksomhed?

Men vi leder også efter dig, som har lyst til at bidrage på dagen. Måske har du en butik som du gerne vil have en stand til, måske vil du gerne dele ud af din viden som frivillig i GarnCaféen, eller måske har du en helt tredje idé til et spændende bidrag til Garnfesten?

Praktisk info for butiksindehavere og frivillige

Vi forstiller os en dag hvor folk kan komme og møde de handlende og deres varer.

  • Der vil være mulighed for at handlende og biblioteket kan invitere andre til at komme og vise f.eks. særlige teknikker, hjælpe med folks egne projekter o.a. vi kan finde på.
  • Vi undersøger muligheden for deciderede workshop med tilmelding
  • Biblioteket vil stå for at finde en dygtig kendt udgiver af håndarbejdsbøger til et enkelt foredrag i løbet af dagen.
  • Vi vil have en cafe, hvor der kan købes drikkevarer og lidt at spise og som er bemandet med frivillige, der er dygtige til at strikke og hækle, hvor folk kan få hjælp til deres egne projekter eller kit købt på dagen hos de tilstedeværende butikker

Vilkår for udstillende butikker/erhversdrivende:

Som udgangspunkt vil det være gratis at deltage for udstillere. Men man afholder alle egne udgifter til stand og aktiviteter.

  • Biblioteket bidrager på dagen med afvikling, foredragsholder, drift af cafe.
  • PR med annoncering på alle vores kanaler (annoncer, pressemeddelelser, Facebook, hjemmesiden, arrangementskatalog og plakater)

 

Sådan tilmelder du dig

Vil du udstille med din butik, vil du være frivillig i GarnCaféen, eller har du en helt tredje idé som kan gøre Garnfesten endnu mere festlig?

Så kan du kontakte biblioteket og blive en del af planlægningsgruppen. Du tilmelder dig ved at skrive til biblioteket@odsherred.dk. Skriv "garnfest" i emnefeltet. Skriv også gerne lidt om, hvad du vil bidrage med eller har af idéer. Så vil du blive kontaktet på den anden side af sommerferien.