Den krøllede hjerne

Den vejer godt et kilo og er egentlig ikke særlig køn. Til gengæld skaber den vores liv og holder kroppen i gang. Den sanser lyde, dufte, former og farver. Den kan tænke både rationelt og samtidig folde fantasier og følelser ud. Selvom der er forsket i hjernen i århundreder, giver den fortsat forskerne hovedbrud, fordi der blot er afdækket en lille del af, hvordan den fungerer – måske er det den del af mennesket, vi ved mindst om samtidig med, at det er den, der er direktøren for hele kroppen.


En sejlivet myte om hjernen er, at vi kun bruger 10 procent af den. Sandheden er, at den konstant er aktiv – også når vi sover. Den er hele tiden modtagelig for sanseindtryk og reagerer på dem. Hører vi en kat spinde, udløser den for eksempel endorfiner. Lytter vi til eller spiller musik danner den forbindelser mellem vores hjerneceller.

Der er stor interesse for, hvordan samspillet er mellem kreativitet og hjernens funktioner. Der er for eksempel en myte om, at mange kunstnere har ”krøllede hjerner”. I BOK synes vi, at hjernen er vældig forunderlig, og derfor dedikerer vi hele februar måned til at undersøge dens kringelkroge gennem litteratur, forskning, musik, kunst og meget andet.