Ansøg om at udstille i PAKHUSgalleriet

Af Anna
12.01.24
De smukke lokaler i PAKHUSgalleriet har gennem mange år dannet ramme om kunstudstillinger af høj kvalitet. Galleriet har en række årligt tilbagevendende udstillinger, med bl.a. Stokrosebanden, Cromisterne og Teikn.

Hvert år er der 3 - 4 ledige udstillingsperioder, hvor der er mulighed for at sende en ansøgning om at udstille. 
Galleriet indgår i en kulturel sammenhæng med husets øvrige tilbud; spillested og bibliotek, den sammenhæng vil vi forstærke, for at skabe et særligt udstillingssted, hvor formidling af kunsten er i centrum, og hvor vi bygger bro mellem forskellige udtryksformer. 

En kunstudstilling i PAKHUSgalleriet skal være en unik oplevelse hvor billedkunst, skulptur og installation er 
i dialog med musik, lyd, lyrik og meget andet. 
Vi vil ikke slække på de kunstneriske krav til udstillerne, tværtimod. Udover nedenstående kriterier for udvælgelse, vil vi fremover stille krav til kunstnerne om at skabe en helt særlig oplevelse for gæsterne, i den periode hvor de udstiller.

Kunstnerens rolle er selvfølgelig primært udstillingen og kunsten, men derudover har vi en forventning
om en dialog med BOK, hvor vi i fællesskab sammensætter et program og tilrettelægger f.eks. et foredrag, workshop eller en eller anden form for dialog med publikum.

Om at udstille i PAKHUSgalleriet

Man kan som hovedregel regne med, at der stilles følgende betingelser for at få lov til at udstille i PAKHUSgalleriet:

  • Udstilleren/udstillerne skal være uddannet fra Kunstakademiet eller en lignende institution og/eller skal tidligere have udstillet på censurerede udstillinger.
  • Et fyldigt CV skal ledsage ansøgningen, som også skal indeholde beskrivelse af mulighed for formidling jf. ovennævnte beskrivelse.
  • Udstilleren/udstillerne skal indsende billeder af værkerne i høj kvalitet. De vil blive vurderet af et censurudvalg.
    En henvisning til en hjemmeside er ikke nok.
  • Man kan både udstille alene eller som gruppe.
     

Godkendelse af ansøgninger sker gennem et bedømmelsesudvalg med følgende deltagere:
Leder af BOK, 2 kulturmedarbejdere fra BOK og en repræsentant fra hhv. Stokrosebanden,
Teikn og Cromisterne.

En udstilling vil som regel hænge i ca. 3 uger.

Ansøgninger sendes til:

PAKHUSgalleriet

Att: Censurudvalget

Mail: kulturhuset@odsherred.dk eller pehos@odsherred.dk