Ofte stillede spørgsmål til biblioteket

Her forsøger vi at svare på nogle af de spørgsmål, som vi ofte hører fra brugerne af biblioteket.

Det med penge:

Pinkoden:

Om biblioteket:

Lån og reserveringer:

Fornyelser:

Søgning og baser:

 

Det med penge:

Hvad koster det at bruge biblioteket?
Det er gratis at låne, og det er gratis at blive oprettet som låner. Det er også gratis at aflevere til tiden.
 
Hvad koster det, hvis jeg afleverer for sent?
Du kan finde gebyrtaksterne her. Bemærk at vi ikke kalder det bøder. Kun politiet kan udskrive bøder. Vi må nøjes med “overtidsgebyrer”.
 
Hvordan betaler jeg, hvis jeg skylder penge?
Du kan betale på nettet. Hvis du skylder penge, vil det fremgå af din statusside, når du er logget ind. Du kan så betale via en krypteret betalingsformular med dit Dankort. Du kan også betale hos personalet når du er på biblioteket. Her kan du betale kontant, med kort eller Mobilepay.
 
Hvor meget må jeg skylde?
Ja, helst ser vi, at du ikke skylder noget, men det er først, hvis du skylder 200 kr. eller mere i gebyrer, at du bliver blokeret og ikke længere kan låne og reservere. Skylder du meget og er du ikke i stand til at betale hele beløbet på én gang, kan vi måske finde ud af en afdragsordning. Det kræver, at du henvender dig på biblioteket.
 
Jeg har desværre smidt en biblioteksbog væk. Hvad koster det?
Det koster bogens pris plus det vi kalder klargøring. Det kan være indbinding eller plastning. Bemærk, at hvis det er en DVD du har mistet kan erstatningsprisen være langt højere end, hvad DVD’en koster i en almindelig butik. Det skyldes, at biblioteket skal betale for retten til at låne den ud. En DVD kan derfor nemt koste os 1000 kr. eller mere, så pas godt på dem!

Pinkoden:

Hvad skal jeg bruge en pinkode til?
Pinkoden kan først og fremmest bruges til at reservere og forny materialer, tjekke din lånerstatus, og til at benytte selvbetjeningsautomaterne på bibliotekerne med og til at lukke dig ind på de selvbetjente afdelinger med. Derudover kan du hjemmefra bruge den til en lang række af vores netkilder, såsom at se film via Filmstriben, læse ebøger via eReolen og læse magasiner via RB Digital. Pinkoden er med andre ord nødvendig, hvis du vil benytte biblioteket.

Hvordan får jeg en pinkode?
Du kan oprette dig selv som låner ved hjælp af NemID/MitID her. Hvis du ikke har en NemID eller MItID, er du nødt til at komme hen på et af vores biblioteker i den betjente åbningstid og blive oprettet af personalet. Husk dit sundhedskort.
 
Kan jeg logge på med NemID/MitID?
Ja, du kan godt logge dig ind med NemID/MitID. Når du trykker på "Login" øverst til højre, får du muligheden for at logge ind med enten pinkode eller NemID.
 
Hvordan får jeg en (ny) pinkode?
Du kan få en pinkode, hvis du besøger et af vores biblioteker. Husk legitimation, fx. dit sundhedskort (sygesikringsbevis). Du kan også selv lave en ny pinkode ved at logge dig ind med NemID/MitID. Du kan ikke ringe til os og bede om en ny pinkode, for vi skal være sikre på, at du er den du giver dig ud for at være.
 


Om biblioteket:

Har I trådløst netværk?
Jep, det hedder BOK_Public i alle afdelinger, så kom du bare herhen med din bærbare computer, tablet eller andet trådløst udstyr og slut det til. Du skal dog være opmærksom på, at vores trådløse netværk er åbent og ukrypteret.  Vi fraråder derfor, at du bruger dit kreditkort eller netbank, når du bruger vores trådløse netværk, og gør du det alligevel, er det helt på dit eget ansvar. Læs mere her.
 
Hvornår har biblioteket åbent?
Du kan se vores åbningstider her. Vælg det ønskede bibliotek på oversigten.
 
Jeg har skrevet en bog og vil gerne have bibliotekerne til at købe den. Hvordan gør jeg?
Biblioteket har en fast leverandør af bøger, som langt de fleste bøger bliver købt igennem. Er din bog udkommet på et officielt forlag, får vi den sandsynligvis tilbudt på et tidspunkt og køber den, hvis den har relevans for os. Er din bog selvpubliceret, er det ikke sikkert vi får den tilbudt. I så fald er du velkommen til at sende et brev eller et gennemsynseksemplar til os og fortælle os, hvordan vi køber den. Vi forbeholder os dog til hver en tid retten til ikke at købe en bog. Det er bibliotekarerne, som suverænt bestemmer, hvad der bliver købt og ikke købt. Kun Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket er forpligtet til at have alle danske bøger stående.
 
Jeg vil gerne være bogopsætter, men hvad skal jeg gøre?
Biblioteket søger med jævne mellemrum nye bogopsættere. For at blive taget i betragtning skal du være mellem 14 og 17 år. Er du interesseret i at blive bogopsætter kan du skrive til os på biblioteket@odsherred.dk Du vil blive oplært til opgaven, men du skal være god til alfabetet og forstå princippet i bibliotekets emneopstillinger. 
  


Lån og reserveringer:

Hvor lang tid går der, før man kan låne de nyeste bøger?
Det kan svinge meget. De bøger vi forventer størst efterspørgsel på, bestiller vi før de udkommer eller kort tid derefter. Når det er sket, skal de som regel klargøres, hvilket kan tage yderligere nogle dage. Langt de fleste bøger er klar til udlån 1-2 måneder efter de udkommer. Men i alle tilfælde, kan bøgernes reserveres hos bibliotekaren eller via vores kontaktformular.

Kan jeg aflevere bøgerne på et andet bibliotek i landet?
Du kan uden problemer aflevere bøgerne på et af kommunens syv biblioteker, da vi har fælles EDB-system. Du kan også normalt aflevere i andre kommuner, men så er det helt på eget ansvar. Hvis bogen bliver væk undervejs til os, er du ansvarlig og skal erstatte den. Du skal også være opmærksom på, at afleveringen først tæller fra, at bogen ankommer til os, hvilket normalt tager 2-3 hverdage, men i enkelte tilfælde kan tage op til en uge.
 
Jeg har bestilt en bog. Hvorfor kommer den ikke?
Der kan være meget stor forskel på, hvor lang tid der tager for en bestilt bog at blive klar til afhentning. Er det en vi selv har stående på hylden, tager det normalt fra nogle få minutter til en dags tid eller to. Er det en vi skal skaffe fra et bibliotek uden for kommunen, kan det tage fra to dage til mange måneder. Nogle bøger findes kun i et enkelt eller ganske få eksemplarer i landet, og hvis der er efterspørgsel på dem, kan du risikere at vente meget længe.
 
Der kan selvfølgelig også ske fejl et sted i processen. Der bliver hver dag sendt mange, mange tusind bøger mellem Danmarks biblioteker via en fælles transportordning. Engang imellem bliver bøger sendt til et forkert bibliotek. De kan være bortkommet. Bestillinger kan blive væk. Misforståelser kan opstå.
Hvis det er en bog, som du mener burde være hjemme på et af bibliotekerne i Odsherred, men som du efter en uge stadig ikke har fået besked om, bør du kontakte os. Er det en bog, som du mener burde være hjemme et andet sted i landet, bør du kontakte os efter ca.14 dage, hvis du ikke har hørt noget. Vi har dog selv en procedure, når et materiale ikke er modtaget, som betyder, at vi 14 dage efter en bestilling er afsendt, kigger på den igen og evt. genbestiller den.
 
Der stod på skærmen, at bogen var hjemme, men jeg kunne ikke finde den, da jeg ledte på hylden. Hvorfor?
Det kan der være flere årsager til. Bogen kan være sat forkert og dermed i praksis være ikke-eksisterende, indtil den tilfældigvis bliver fundet. Den kan også netop være afleveret og ikke sat på plads endnu. Det kan også være, at du har misforstået skærmbilledet og leder det forkerte sted. Når du ikke kan finde en bog på hylden, er det derfor altid en god idé at spørge bibliotekaren. I de fleste tilfælde, kan han eller hun løse problemet om ikke andet ved at skaffe et andet eksemplar.
 
Jeg havde reserveret en bog, og nu er den blevet lånt ud til en anden?!!
Ja, det kan godt forekomme. Hvis du reserverer en bog derhjemmefra, og en anden låner kommer på biblioteket og tager den, før personalet har ekspederet din bestilling, så får den anden låner den. Men du skal se det fra den anden låners synspunkt. Du ville vel heller ikke bryde dig om, hvis du fandt en bog på hylden, og så personalet rev den ud af hænderne på dig, fordi en anden havde siddet derhjemme og reserveret den. Ingen af delene er helt fair, men vi synes alligevel vores politik er den mindst unfair af de to, fordi den tilgodeser den person, som rent faktisk har ulejliget sig hen på biblioteket.
 
Hvor længe kan man låne en film?
Som udgangspunkt kan man låne en vores film i 14 dage - dog kan man låne dokumentarfilm i 31 dage - men hvis ikke andre står i kø til at låne det, kan du forny den yderligere 14 dage via din lånerstatus. Film, som lånes af andre biblioteker, kan have andre lånetider. Som en ekstra service sender vi dig en sms eller en mail nogle dage, før du skal aflevere materialet, for at huske dig på at afleveringsdagen er snart.

Hvordan låner jeg en e-bog?
Du skal hente bibliotekernes app e-reolen til din mobil eller tablet. Her kan du både låne e-bger og lydbøger. Du skal bo i Odsherred kommune og du skal være oprettet som låner hos os.Du kan læse mere om det her og du kan altid få hjælp på bibliotekerne i Asnæs og Nykøbing.
 
Jeg skal på ferie, og når derfor ikke at hente den længe ventede nye krimi. Hvad gør jeg?
Under Brugerprofil, når du er logget ind, kan du sætte dine reserveringer på pause i en periode. Det vil betyde, at ingen af dine reserveringer bliver opfyldt i denne periode, men at du beholder din plads i reserveringskøen.

Sådan gør du:
•    Log ind her på hjemmesiden
•    Vælg Min konto
•    Vælg Brugerprofil
•    Under Reserveringer på pause kan du angive det tidsrum, du ikke kan afhente reserveringer.
Ordningen gælder kun for materialer, som Odsherred Bibliotek selv har, men ikke materialer der kommer fra andre biblioteker (fjernlån).
 
Hvor mange bøger og cd’er kan jeg låne ad gangen?
Der er som udgangspunkt ingen begrænsninger på, hvor mange materialer du kan låne. Den uofficielle regel er "inden for rimelighedens grænser", hvilket vil være et skøn fra bibliotekets side.
 
Kan I se, hvad jeg tidligere har lånt?
Nej - i overensstemmelse med registerloven bliver sammenkoblingen af lånerdata og lånt materiale slettet i samme øjeblik, lånt materiale afleveres. De eneste oplysninger, der gemmes, er antal af lån. Dette sker kun af hensyn til statistikindsamling.


 
Fornyelser:

Hvor mange gange kan jeg forny mine lån?
Du kan højst forny fem gange. Har du brug for materialerne i længere tid, er du velkommen til at henvende dig. Så finder vi ud af noget.
 
Hvorfor kan jeg ikke kan forny mine lån?
Der kan være flere årsager. Den mest oplagte er, at en anden låner har reserveret det. Som nævnt ovenfor er det desuden kun muligt at forny et lån fem gange. Endelig kan der være materialer lånt fra andre kommuner eller fra forskningsbiblioteker, hvor det bare ikke er teknisk muligt at forny via hjemmesiden. Her kan man eventuelt bede os om at undersøge, om det kan fornyes.

Du skal være opmærksom på, at da man har et begrænset antal fornyelser, bør man bruge dem med varsomhed. Det er en dum idé pr. automatik bare at forny alle sine materialer, hver gang man har brug for at forny ét, for så løber man hurtigt tør for fornyelser. Forny derfor kun, når lånetiden er ved at udløbe for det enkelte materiale.

Særligt ved fjernlån
Fjernlån fornyes altid efter aftale med långivende bibliotek. Hvis fornyelse af fjernlånet afvises af långivende bibliotek, modtager du en meddelelse om, at lånet har fået en ny afleveringsdato. Derefter har du 7 dage til at aflevere. For at ungå kortere lånetid på fjernlån, så bør du VENTE med at forny dine fjernån indtil du har 7 dage tilbage af lånetiden.
 


Søgning og baser:


Hvordan bruger man biblioteksbasen?
Som med det meste andet teknik kræver det øvelse at blive god til at bruge biblioteksbasen. Der er mange faldgruber og spidsfindigheder. Vi kan kun opfordre til, at du kommer og snakker med os, hvis du gerne vil lære at blive god til at bruge søgebasen. Brug evt. vores Book-en-bibliotekar-service. Du kan også få nogle tips til søgning her.

Hvad er e-biblioteket?
Husk at bare fordi biblioteket ikke har en bog om et emne, betyder det ikke, at du er nødt til at bruge den første og den bedste hjemmeside, som du finder via Google. Brug i stedet bibliotekets e-bibliotek, hvor du kan finde artikler, leksika og andre materialer, som kun er tilgængelige ved hjælp af dit biblioteks-login, og hvor biblioteket garanterer, at indholdet er af så høj kvalitet, at en underviser vil godkende det som en kilde til en opgave.